Steph Curry er Lionel Messi på en basketballbane

_86892656_messi_curry_split

Steph Curry er ufattelig.

I 2014 skrev Benjamin Morris (@skepticalsports) hos FiveThirtyEight en lang og aldeles forrygende artikel “Lionel Messi Is Impossible“. Han havde sat sig for at undersøge hvor god Lionel Messi egentlig var, når man tog højde for at han også spillede på et temmelig godt hold. Hans konklusion var at Lionel Messi har en effektivitet, som burde være umulig i forhold til hvor meget og hvorfra han skyder. Det burde ikke være muligt at score så ofte, som han gør, ud fra hvor han skyder fra.

morris-feature-messi-pitch-graphic

Ovenstående billede er taget fra artiklen af Morris. Der er mange flere grafer og detaljer i artiklen. Den kan varmt anbefales.

Superstjerne, som rammer alt for ofte i forhold til hvilke skud han tager, hvor presset han er af forsvaret og hvor langt væk fra målet han er. Lyder det ikke som noget vi ser i NBA lige nu? Jeg er ikke den eneste som synes det:

Simon Gleave fra Infostrada videresendte min graf over Currys ramte trepointsskud i denne sæson.

Og der er noget om det. Samme Benjamin Morris fra FiveThirtyEight har skrevet en artikel om hvordan Steph Curry kan ting, som ingen andre kan: “Stephen Curry Is The Revolution“. Den er også virkelig god. Han gennemgår på mange måder hvordan der nærmest ikke findes et dårligt skud for Curry.

Steph har gennem sin karriere løbende øget antal treere han skyder per kamp. De første tre år skød han omkring 5 per kamp. De næste tre år skød han omkring 8 per kamp. I år skyder han 11 treere per kamp. 11! Og han bliver ved med at ramme de samme høje procenter omkring 45%. Som Morris også antyder i artiklen, så burde han måske endda tage flere!

I år er Curry blevet helt unfair, da han har øget sin effektivitet på topointsskud. Han skyder i år 60%. 60% er helt umuligt at forstå. Det er et niveau, som normalt kun centere når. Lige pt. ligger Curry nr. 4 blandt de 132 spillere, som har skudt over 100 topointsskud. Over ham er kun DeAndre Jordan, Clint Capela og Jeremy Lamb (Ja, Lamb studsede jeg også over). Lige under Curry er Kenneth Faried og Hassan Whiteside. Steph Curry rammer altså oftere end Hassan Whiteside.

Det nytter for resten heller ikke at fejle Curry, for han skyder 94% fra straffelinjen.

Da trepointsskud jo er mere værd end topointsskud, så giver det samme mængde point at skyde 40% på treere som 60% på toere. Så for at sammenligne skytter bruger man effective field goal percentage (eFG%), hvor skudprocenten på treere bliver ganget med 1,5.

Steph Curry har i år en eFG% på 65,0%. Det er historisk godt. I forhold til hvor ofte han skyder, så er det helt ufatteligt. Steph skyder 20,2 skud per kamp. Det er kun de allerbedste, som får lov til at skyde så meget, så listen over højeste eFG% for spillere med over 20 skud per kamp er ret vild:

  1. Stephen Curry, 2015/16: 65,0%
  2. Shaquille O’Neal, 1994/95: 58,3%
  3. Kareem Abdul-Jabbar, 1970/71: 57,7%
  4. Shaquille O’Neal, 1999/00: 57,4%
  5. Kareem Abdul-Jabbar, 1971/72: 57,4%

Afstanden fra Curry ned til den næste er enorm! Hvis vi sænker kravet om 20 skud per kamp til 16, så ser listen sådan her ud.

  1. Stephen Curry, 2015/16, 20,2 skud/kamp: 65,0%
  2. LeBron James, 2013/14, 17,6 skud/kamp: 61,0%
  3. Kevin McHale, 1986/87, 17,0 skud/kamp: 60,4%
  4. Charles Barkley, 1987/88, 16,0 skud/kamp: 60,4%
  5. Kareem Abdul-Jabbar, 1979/80, 16,9 skud/kamp: 60,4%

Det er nogle vanvittige navne, som Curry er i selskab med. Og som han overgår! Jeg skal sænke kravet ned til 14 skud/kamp for at finde én som overgår Curry. Hvem tror du gjorde det? Svaret står nederst*.

Currys evner åbner også spillet for hans holdkammerater. Golden State Warriors bliver bedre og bedre til at udnytte hele holdet. Det er skræmmende at et hold som vandt 67 kampe sidste år, ser ud til at have forbedret sig. Ethan Sherwood Strauss (@SherwoodStrauss) har skrevet en rigtig god artikel om hvordan truslen fra Curry skaber plads til holdkammeraterne.

Men kan det her fortsætte for Curry? Det er trods alt kun 20 kampe spillet. Det er et godt spørgsmål. Jeg tror ikke at der er noget i vejen for at Curry fortsætter med at skyde så godt på trepointsskud. Han har vist gennem hele sin karriere at han skyde sådan, så det burde kunne fortsætte. Jeg er mere skeptisk over for topointsskuddene. Det er vildt at han skyder 60%. Det tror jeg ikke kan holde over hele sæsonen.

Der er faktisk en spiller, som har haft et lignende 20-kamps run for et par år siden. LeBron James havde i 2013 for Miami Heat 20 kampe fra 14. januar til 26. februar, hvor han skød 65,9% på toere og 42,3% på treere. Alt i alt havde LeBron en eFG% på 65,4% på 18,4 skud per kamp. Så det er i nærheden af Curry. Hvis Curry kan holde bare 95% af det niveau, som han er på lige nu, så er han på vej mod noget historisk, og så er det nok ikke for meget at kalde ham Messi på en basketballbane.

Messi skyder bedre end nogen anden, samtidig med at hans dribleevner og afleveringer også er i verdensklasse. Curry skyder bedre end nogen anden, samtidig med at hans dribleevner og afleveringer er i verdensklasse. De åbner begge spillet for deres holdkammerater fordi de begge tiltrækker ekstra opmærksomhed fra forsvaret.

Hvis der er en Messi i NBA lige nu, så er det Steph Curry.


Og hvis man ikke tror mig, så kan man jo lytte til Curry selv.

I podcasten fra i dag snakker vi også om Golden State generelt og hvor de kan falde lidt af på den, for at tabe første kamp. Lyt med på iTunes eller SoundCloud.

*Svar: Det er naturligvis Wilt Chamberlain, som havde en eFG% på 68,3% i 1966/67 på 14,2 skud/kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *