Steve Nash var point guard i det bedste angreb i 9 år i træk.

Jeg blev meget nostalgisk af at se Manu Ginobili og Leandro Barbosa kæmpe mod hinanden, da Spurs og Warriors mødtes i mandags. Det vækkede minder om dramatiske kampe i midt-00’erne mellem Spurs og Suns.

Henrik Borman fra den svenske Basketpodden fik lov til at ønske en graf og en historie. Han ville gerne have noget om Steve Nash. Han ved slet ikke hvad han kan sætte i gang. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om Steve Nash.

Jeg var stor fan af “Seven Seconds or Less” Suns. Det var mit hold. Det var dem som gjorde mig til så stor fan af NBA. Og lederen af holdet var Steve Nash:

Dygtig. Sympatisk. Cool.

Jeg var så forelsket i en sportsudøver, som man nok kan være.

Jeg skriver det her, for at understrege mit tilhørsforhold, selvom jeg selv synes at jeg godt kan være objektiv omkring Steve Nash.

I 9 år i træk var Steve Nash startende point guard i det bedste angreb i NBA:

poddengraf

(Jeg undskylder det håbløse svensk, Henrik!)

I de 9 år var angreb med Steve Nash som point guard i gennemsnit 7,5 (!) point per 100 poss. bedre end gennemsnittet. Det svarer til afstanden mellem San Antonio Spurs og Chicago Bulls i år.

Selvfølgelig var han også hjulpet af holdkammeraterne. Han havde Dirk Nowitzki hos Mavericks. Vi kan se, hvordan Dirk stadig den dag i dag, kan være den vigtigste brik i et NBA-angreb. Hos Suns, havde Nash Amare Studemire som holdkammerat og deres pick’n roll var yderst eksplosiv.

Man kan prøve på mange måder at justere for holdkammerater. Én af dem er Regularized Adjusted Plus Minus. Det er en længere proces at forklare udregningen (lang, nørdet forklaring findes her), men det går ud på at korrigere for medspillere og modspillere, når man ser på plus/minus-tal. I en udregning lavet over sæsonerne 2000-2013 af Jeremias Engelmann er Steve Nash den næstbedste spiller, når det kommer til den offensive ende. Han ligger kun bag LeBron James i positiv påvirkning af angrebet når han spiller.

Steve Nash var en blanding mellem Chris Paul og Steph Curry. Han var en dygtig skytte, men gik mere efter at sætte sine holdkammerater op. Men han var ikke en kommanderende general som Paul. Han var en opmuntrende holdkammerat som Curry.

Fortjente han de to MVP-trofæer? Jeg vil mene at i hvert fald det ene var fortjent, så kan vi diskutere hvilket ét af dem. Men for mig vil han altid være MVP.

(Jeg synes at nr 8 og nr 2 er de bedste)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *